Den 1. januar 2025 kl. 6.00 blev der lukket for den russiske gas, der er kommet til EU-landene via ukrainske rørledninger. Det skyldes, at en 5-årig transitaftale er udløbet. Spørgsmålet om EU's modstandsdygtighed med hensyn til energiforsyning er derfor igen aktuelt. Dermed understreges væsentligheden af den revisionsberetning, som Den Europæiske Revisionsret sidste år offentliggjorde om EU's foranstaltninger til at opretholde gasforsyningssikkerheden. EU er så afhængigt af udenlandsk gas, at dette strategisk vigtige spørgsmål skal tages meget alvorligt.
Før Rusland indledte sin omfattende angrebskrig mod Ukraine i 2022, udgjorde russisk gas næsten halvdelen (45 %) af EU's samlede gasimport. EU har siden da betydeligt reduceret sin afhængighed af den russiske gas, så den kun udgjorde ca. 18 % af den samlede gasimport i efteråret 2024. Bestræbelserne på at gå væk fra russisk gas og diversificere forsyningskilderne kan betragtes som vellykkede, men de har også skabt mere kompleksitet. Europas energisikkerhed påvirkes nu langt mere af udviklingen på de globale gasmarkeder. Og mens det meste af EU klarer sig fint uden russisk gas, har nogle medlemsstater også de seneste to år været temmelig afhængige af direkte forsyninger fra Moskva. De ukrainske transitrørledninger dækkede fortsat ca. to tredjedele af den samlede gasefterspørgsel i Østrig, Ungarn og Slovakiet i 2023. Disse landes afhængighed af russisk gas faldt dog i 2024. Ikke desto mindre har den totale lukning for den russiske gas via Ukraine midt i vinterkulden givet anledning til bekymringer vedrørende EU's forsyningssikkerhed.
EU fastsatte i sin REPowerEU-plan et ikkebindende mål om senest i 2027 at bringe al import af russisk gas til ophør. Lukningen for gassen via Ukraine nu i januar kan fremskynde denne frigørelse, og Europa-Kommissionen er på vej med en køreplan for, hvordan målet kan opfyldes i tide. De ambitiøse mål, som EU skal opfylde for at opnå nettonulemission senest i 2050, øger udfordringen med at skabe langsigtet forsyningssikkerhed uden russisk gas. EU er nødt til at have en sikker gasforsyning i 2050, da dette er afgørende for millioner af husholdninger og virksomheder.
Den gaskrise, der blev udløst af Ruslands omfattende invasion af Ukraine i 2022, viser, hvor vigtigt det er, at EU og medlemsstaterne forbereder sig og reagerer effektivt og koordineret. Den revision, som Revisionsretten offentliggjorde i juni 2024, omhandlede to aspekter - kortsigtede tiltag og langsigtede foranstaltninger - og fokuserede på ét hovedspørgsmål: Har EU en sikker forsyning af gas? Revisorerne konstaterede, at der stadig er problemer at løse.
Ganske vist har EU ikke oplevet alvorlige tilfælde af gasmangel, siden krigen i Ukraine begyndte. Men EU's tiltag har ikke altid haft en tydelig effekt. Og ganske vist har EU fundet andre partnere og alternative gaskilder i de seneste to år, men dette har skabt nye risici og nye afhængighedsforhold (især en afhængighed af flydende naturgas fra Qatar og USA). Ifølge vores revisorer skal EU have løst adskillige udfordringer, før det er fuldt rustet til den næste potentielle gaskrise. Detaljerede oplysninger kan findes i Revisionsrettens fulde revisionsberetning om gasforsyningssikkerheden i EU.