Restriktive foranstaltninger - også kaldet sanktioner - er et vigtigt redskab, som EU kan bruge til at forebygge konflikter eller håndtere nye og igangværende kriser. Sanktioner rettes mod lande uden for EU, men kan kun håndhæves inden for EU's jurisdiktion. De hidtil mest vidtrækkende EU-sanktioner blev indført efter Ruslands omfattende invasion af Ukraine i 2022: Der er tale om finansielle og handelsmæssige sanktioner, indefrysning af aktiver og rejseforbud. De rammer hovedsagelig Rusland, men også Hviderusland og Iran. Det kan imidlertid svække sanktionsredskabets effektivitet - og integriteten af EU's indre marked - hvis EU-landene ikke anvender det konsekvent. Revisorerne vil undersøge, om Europa-Kommissionen hjælper EU-landene til at anvende handelssanktionerne effektivt, og om den holder nøje øje med, hvordan de implementeres. De vil også vurdere, om Kommissionen har undersøgt sanktionernes samlede effekt.
Sanktioner er et udenrigspolitisk instrument, som EU kan bruge for at få lande uden for EU til at ændre skadelige eller destabiliserende politikker. Målet er bl.a. at fremme international fred og sikkerhed, forebygge konflikter og støtte demokrati. Sanktioner vedrører enten den internationale handel eller det finansielle område. Begge typer sanktioner kan ramme enkeltpersoner, enheder eller lande. Sanktionsforpligtelserne er bindende for EU-borgere, uanset hvor disse befinder sig, for organisationer og selskaber, der er registreret i henhold til en EU-medlemsstats lovgivning - herunder filialer af EU-virksomheder i tredjelande - samt om bord på fly eller skibe, der hører under EU-medlemsstaters jurisdiktion.
EU-Rådet vedtager sanktioner efter forberedende arbejde udført af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten). EU-landene har det primære ansvar for håndhævelsen. De skal operere inden for de rammer, der er fastlagt af Rådet, og samarbejde med Kommissionen. De systemer, som de anvender til at gennemføre sanktionerne, er dog forskellige på visse afgørende punkter, f.eks. med hensyn til, hvor mange nationale myndigheder der beskæftiger sig med dem, og hvordan sanktionsovertrædelser forfølges. Kommissionen har derfor det overordnede ansvar for at overvåge sanktionerne og sikre, at de gennemføres på en ensartet måde i hele EU.
I alt 20 forskellige lande er omfattet af EU-handelssanktioner, som primært vedrører forbud mod import og eksport af militært udstyr og produkter med dobbelt anvendelse, dvs. produkter, som kan anvendes til både civile og militære formål. Siden marts 2014 har EU gradvis indført handelssanktioner vedrørende import fra og eksport til Rusland inden for bestemte økonomiske sektorer, herunder energi, råstoffer, luftfartøjer og avanceret teknologi, produkter med dobbelt anvendelse, luksusvarer og diamanter. EU har også indført handelssanktioner over for andre lande såsom Belarus og Iran som reaktion på deres åbenbare samarbejde med Rusland i forbindelse med den militære aggression mod Ukraine. Listen over enheder, der er omfattet af eksportrestriktioner vedrørende militært udstyr og produkter med dobbelt anvendelse, blev desuden udvidet betydeligt i 2024, da EU tilføjede virksomheder fra Kina, Kasakhstan, Kirgisistan, Indien, Serbien, Thailand, Sri Lanka, Tyrkiet og De Forenede Arabiske Emirater.
EU-Udenrigstjenesten anslår, at de aktuelle eksportrestriktioner og forbud mod salg af varer og teknologier til Rusland har en værdi af 52 milliarder euro, svarende til 58 % af EU's eksport til Rusland før invasionen. Importrestriktionerne anslås til at have en værdi af ca. 95 milliarder euro, svarende til ca. 61 % af importen fra Rusland før krigen.
Revisionen vil fokusere på handelssanktioner og forsøg på at omgå dem. Beretningen forventes at foreligge om ca. et års tid. Indtil da vil revisorerne undlade at udtale sig om arbejdet, så det ikke kompromitteres. De vil undersøge, om Kommissionen har etableret en solid ramme til at støtte gennemførelsen af sanktioner, adresseret eventuelle smuthuller rettidigt og vurderet de indførte sanktioners samlede effekt. De vil aflægge revisionsbesøg i en håndfuld EU-lande.