Inden for EU's toldunion er medlemsstaternes ensartede anvendelse af toldkontrollen
af afgørende betydning for at forhindre, at svigagtige importører retter deres import
mod indførselssteder, der har et lavere kontrolniveau. EU toldkodeksen, kræver, at
Kommissionen træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre en ensartet
anvendelse af toldkontrollen i medlemsstaterne. Med henblik herpå vedtog
Kommissionen for nylig gennemførelsesafgørelsen om fælles kriterier og standarder
for finansielle risici. Den er ledsaget af en vejledning, der er godkendt af
medlemsstaterne. Disse to dokumenter udgør tilsammen rammen for finansielle risici
på toldområdet.
I forbindelse med denne revision vurderede vi, hvorvidt ovennævnte afgørelse og den
tilhørende vejledning, der er udviklet af Kommissionen med henblik på anvendelse i
medlemsstaterne, var udformet på en måde, der sikrede harmoniseret udvælgelse af
importangivelser til kontrol, og hvordan medlemsstaterne gennemførte dem.
Vi konkluderede, at gennemførelsen af den nye ramme for finansielle risici på
toldområdet er et vigtigt skridt i retning af en ensartet anvendelse af kontrollen.
Rammen er imidlertid ikke udformet godt nok til at sikre, at medlemsstaterne
udvælger kontroller på en harmoniseret måde. Endvidere gennemfører
medlemsstaterne ovennævnte afgørelse og vejledning på forskellige måder.
Vi fremsætter anbefalinger til Kommissionen om at styrke den ensartede anvendelse
af toldkontrollen og udvikle og gennemføre en fuldt udbygget analyse- og
koordineringskapacitet på EU-niveau. Det vil kræve støtte og om nødvendigt
godkendelse fra medlemsstaterne, hvis der skal gøres fremskridt.
Særberetning fra Revisionsretten udarbejdet i medfør af artikel 287, stk. 4, andet
afsnit, TEUF.