Private og offentlige aktørers kapacitet til at anvende og udvikle avanceret teknologi varierer
betydeligt mellem EU's medlemsstater. For at mindske denne innovationskløft har EU i stigende
grad fokuseret på at sikre bredere deltagelse i sine programmer til finansiering af forskning og
innovation (FoI), på at indføre specifikke ordninger for at frigøre potentialet i lande med lav
innovation og på at fremme synergier med de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESIfondene).
Den Europæiske Revisionsret er ved at gennemføre en revision for at vurdere de
foranstaltninger, Europa-Kommissionen har truffet for at opfylde dette "udvidelsesmål" under
Horisont 2020.
FoI spiller en nøglerolle med hensyn til produktivitet og økonomisk konkurrenceevne. Ca. to
tredjedele af Europas økonomiske vækst i de seneste årtier er bygget på teknologisk innovation,
og en tredjedel af alle europæiske job findes nu i vidensbaserede industrier. Et af EU's politiske mål
er, at FoI-aktiviteterne skal være jævnt fordelt mellem medlemsstaterne.
Horisont 2020 er EU's ottende rammeprogram for FoI. Programmet medfinansierer
samarbejdsprojekter om avanceret FoI i medlemsstater og partnerlande og er det vigtigste
finansieringsinstrument vedrørende Europa 2020-strategien og målene for det europæiske
forskningsrum (EFR) - et initiativ iværksat i 2000 med det formål at skabe et indre marked for
forskning, innovation og teknologi i EU. Horisont 2020 blev iværksat i 2013 og fokuserede i stigende
grad på udbredelse af topkvalitet og "udvidelse" af deltagerkredsen til at omfatte lande med lav
innovation ved at give disse lande supplerende støtte til politikudformning, kapacitetsopbygning
og etablering af forbindelser mellem førende forskningsorganisationer og regioner med lav aktivitet. EU-finansieringen til disse foranstaltninger kom ikke kun fra Horisont 2020, men også fra ESI-fondene, hvis formål er at styrke den økonomiske og sociale samhørighed i EU.
"Der er en vedvarende kløft mellem to grupper medlemsstater, når det gælder private og offentlige aktørers forskningsaktivitet og innovationskapacitet. Denne kløft mellem innovationsledere og underpræsterende lande forhindrer, at EU kan udnytte sit potentiale fuldt ud, og den udgør en trussel mod økonomisk vækst, velstand og social stabilitet i EU," siger Ivana Maletić, det medlem af Revisionsretten, der er ansvarligt for revisionen. "Formålet med denne revision er at vurdere, om Kommissionens foranstaltninger - f.eks. Horisont 2020-foranstaltningerne og forsøgene på at fremme synergier med ESI-fondene - har bidraget til at mindske FoI-kløften i EU."