I en særberetning, der offentliggøres i dag, opfordrer Den Europæiske Revisionsret til i EU at sætte fornyet skub i udrulningen af 5G, den nye globale standard for trådløs kommunikation i mobile net. Medlemsstaterne har oplevet betydelige forsinkelser i implementeringen af deres 5G-net, hvilket gør det vanskeligt at nå EU's mål med hensyn til adgang og dækning. Samtidig bør der ifølge revisorerne gøres en større indsats for på en konsekvent og samordnet måde at håndtere sikkerhedsspørgsmål vedrørende 5G-udrulning.
5G-tjenester er afgørende for en bred vifte af applikationer, der er til gavn for mange sektorer i EU's økonomi og EU-borgernes dagligdag. Det anslås, at 5G vil øge EU's BNP med op til 1 billion euro mellem 2021 og 2025 og har potentiale til at skabe eller omdanne op til 20 millioner job. 5G giver mange vækstmuligheder, men er også forbundet med visse risici: Det begrænsede antal leverandører, der kan opbygge og drive 5G-net, øger afhængigheden og risiciene i forbindelse med indgriben fra fjendtlige statslige aktører.
I sin handlingsplan fra 2016 fastsatte Europa-Kommissionen 2025 som frist for udrulningen af 5G i alle byområder og langs alle større transportruter. I marts sidste år satte den et yderligere mål om at opnå 5G-dækning overalt i EU senest i 2030. Revisorerne bemærker dog, at kun halvdelen af medlemsstaterne har medtaget EU-målene i deres nationale 5G-strategier. Kommissionen har støttet medlemsstaternes bestræbelser på at nå disse mål gennem forskellige initiativer, vejledning og finansiering. Den har dog aldrig klart defineret den kvalitet, der forventes af 5G-tjenesterne. Dette kan føre til uligheder i adgangen til og kvaliteten af 5G-tjenester i EU og gøre den "digitale kløft" større, understreger revisorerne.
"I EU vil der frem til 2025 blive brugt op til 400 milliarder euro på udvikling af 5G-net til at støtte den fremtidige økonomiske vækst og konkurrenceevne. Men da mange medlemsstater halter bagefter med implementeringen, er EU stadig langt fra at kunne udnytte de fordele, som 5G giver," siger Annemie Turtelboom, det medlem af Den Europæiske Revisionsret, der er ansvarligt for beretningen. "Medlemsstaternes tilgang til 5G-sikkerhed, og navnlig behovet for en samordnet indsats, er desuden et spørgsmål af strategisk betydning for EU's teknologiske suverænitet og det indre marked."