REPowerEU, der er EU’s plan for en hurtig mindskelse af afhængigheden af russiske fossile brændstoffer, diversificering af energiforsyninger i EU og fremskyndelse af den grønne omstilling, kan stå over for betydelige praktiske udfordringer, advarer Den Europæiske Revisionsret i en udtalelse, der offentliggøres i dag. REPowerEU's succes afhænger da også af supplerende tiltag på alle niveauer og sikring af finansiering på omkring 200 milliarder euro.
Efter Ruslands invasion af Ukraine besluttede Det Europæiske Råd, at EU hurtigst muligt fuldt ud skulle udfase sin afhængighed af importen af russisk gas, olie og kul. Europa-Kommissionen forelagde derfor REPowerEU-planen, der tager sigte på at øge modstandsdygtigheden i EU's energisystem ved at mindske dets afhængighed af fossile brændstoffer og diversificere energiforsyninger i EU. Dette mål vil blive gennemført gennem genopretnings- og resiliensfaciliteten: foranstaltninger til støtte for målet vil blive medtaget i REPowerEU-kapitlerne i de nationale genopretnings- og resiliensplaner.
"Ruslands invasion af Ukraine satte fokus på vores afhængighed af import af russisk gas, olie og kul, og EU var tvunget til at handle og reagere effektivt på øgede bekymringer vedrørende energisikkerhed," siger Ivana Maletić, det medlem af Revisionsretten, der er ansvarligt for udtalelsen. "Men efter vores opfattelse vil REPowerEU i sin nuværende form sandsynligvis ikke give mulighed for hurtig udpegelse og gennemførelse af strategiske EU-projekter med umiddelbar og størst indvirkning på EU's energisikkerhed og -uafhængighed."