Data vedrørende bruttonationalindkomsten (BNI) udgør et vigtigt beregningsgrundlag for medlemsstaternes bidrag til EU-budgettet. Ifølge en ny beretning fra Den Europæiske Revisionsret er kontrollen af disse data ikke tilstrækkeligt fokuseret. Eurostat (EU's statistiske kontor) var generelt effektiv med hensyn til at identificere og tackle højrisikoforhold vedrørende udarbejdelsen af BNI-data, men det kontrollerede ikke systematisk højrisikoforhold og lande i den højeste risikokategori først og foretog ikke altid disse kontroller tidligt nok. Eurostat reagerede f.eks. ikke hurtigt i forbindelse med multinationale virksomheder, der af skattemæssige hensyn flytter deres virksomhed.
EU-landenes BNI-baserede bidrag udgør EU-budgettets største indtægtskilde. I 2021 beløb de sig til 116 milliarder euro, ca. to tredjedele af budgettet. Eurostat kontrollerer kvaliteten af EU-landenes BNI-data i flerårige cyklusser og kan anmode landene om at op- eller nedjustere deres oprindelige overslag - som ligger til grund for Kommissionens beregning af deres bidrag. Revisorerne undersøgte, om Eurostat forvaltede sine kontroller godt i den seneste cyklus (2016-2019).
"Det er vigtigt at sikre, at EU-landenes BNI-baserede bidrag til EU-budgettet er rimelige og forudsigelige," siger Marek Opioła, det medlem af Revisionsretten, der ledte revisionsarbejdet. "For at have effektive og produktive kontroller bør Eurostat i sine kontroller prioritere tværgående forhold og lande med den højeste risikofaktor."