Revisionsretten fungerer som et kollegialt organ med 27 medlemmer, et fra hver medlemsstat. Medlemmerne udnævnes af Rådet efter høring af Europa-Parlamentet for en periode på seks år, som kan fornyes. De vælger af deres midte en formand for en periode på tre år, som kan fornyes.
Organisation - afdelinger og udvalg
Revisionsretten er organiseret i fem afdelinger, som medlemmerne og revisorerne er fordelt på. I hver afdeling vælger medlemmerne en afdelingsformand for en toårig periode, som kan fornyes.
Hver afdeling har to ansvarsområder:
at vedtage særberetninger, særlige årsberetninger og udtalelser og
at udarbejde årsberetningerne om EU's almindelige budget og de europæiske udviklingsfonde, der skal vedtages af Retten som helhed.
De 27 medlemmer i kollegiet mødes ca. to gange om måneden for at drøfte og vedtage dokumenter, som f.eks. Revisionsrettens vigtigste årlige udgivelser - beretningerne om EU’s almindelige budget og om de europæiske udviklingsfonde.
Udvalget for kvalitetskontrol af revisionen består af medlemmet med ansvar for kvalitetskontrol af revisionen og et medlem fra hver afdeling. Det beskæftiger sig med Revisionsrettens revisionspolitikker, standarder og metodologi, støtte til og udvikling af revision og kvalitetskontrol af revisionen.
Administrationsudvalget består af afdelingsformændene, Revisionsrettens formand, medlemmet for institutionelle forbindelser og medlemmet med ansvar for kvalitetskontrol af revisionen. Udvalget tager sig af alle administrative spørgsmål og træffer afgørelser i spørgsmål om kommunikation og strategi.
Formanden - den første blandt ligemænd
Den Europæiske Revisionsret ledes af en formand, som medlemmerne vælger af deres midte for en periode på tre år, der kan fornyes. Hans eller hendes rolle er at være
primus inter pares – den første blandt ligemænd. Formanden leder retsmøderne og sørger for, at Rettens afgørelser føres ud i livet, og at institutionen og dens aktiviteter styres forsvarligt.
Den 20. september 2022 blev det irske medlem Tony Murphy valgt som Revisionsrettens 12. formand.
Medlemmerne - kollegiet
Revisionsrettens medlemmer udnævnes af Rådet efter høring af Europa-Parlamentet og efter, at de først er blevet udpeget af deres respektive medlemsstater. Medlemmerne udnævnes for en periode på seks år, som kan fornyes. De skal udføre deres opgaver i fuldstændig uafhængighed og i Den Europæiske Unions almene interesse.
Samtidig med at de er en del af Rettens kollegium, arbejder medlemmerne i en af de fem afdelinger. De vedtager revisionsberetninger og udtalelser og træffer beslutninger om bredere strategiske og administrative spørgsmål. De enkelte medlemmer har også ansvaret for specifikke opgaver, primært inden for revision. Det revisionsarbejde, der ligger til grund for en beretning, udføres af Revisionsrettens revisorer og koordineres af et medlem med bistand fra et kabinet. Medlemmet forelægger dernæst beretningen for afdelingen og/eller for hele Retten med henblik på vedtagelse og, når den er vedtaget, for Europa-Parlamentet, Rådet og andre relevante aktører samt medierne.
Generalsekretæren
Generalsekretæren er den øverste medarbejder i institutionen og udpeges af Revisionsretten for en periode på seks år, der kan fornyes. Han eller hun er ansvarlig for personaleforvaltning og administration på områderne menneskelige ressourcer, finanser og generelle tjenester, information, arbejdsplads og innovation samt oversættelse, sproglige tjenester og publikation.
Generalsekretæren har også ansvaret for Rettens sekretariat.
Revisionsrettens personale - vores vigtigste aktiv
Revisionsretten har ca. 900 ansatte inden for revision, oversættelse og administration. Revisorerne kommer fra både den offentlige og den private sektor og har en bred faglig baggrund og erfaring inden for bl.a. regnskabsvæsen, finansiel forvaltning, intern og ekstern revision, jura og økonomi.
Revisionsrettens oversættere til 23 officielle EU-sprog sikrer, at vores udgivelser kan læses af EU-borgerne på det sprog, de ønsker. Som alle andre EU-institutioner beskæftiger Revisionsretten statsborgere fra alle medlemsstater. Som EU-ansatte er Rettens personale underlagt EU's personalevedtægt.
Revisionsretten er opdelt i ti revisionsdirektorater og administrative direktorater, som arbejder i fleksible opgavebaserede enheder med henblik på at sikre den bedst mulige udnyttelse af ressourcerne og oparbejde passende ekspertise.
Revisionsretten har en aktiv ligestillingspolitik og beskæftiger nu næsten lige mange mænd og kvinder.
Revisionsretten er stolt af, at den siden 1977 har opbygget en loyal, professionel og erfaren arbejdsstyrke, der engageret arbejder på at beskytte EU-borgernes finansielle interesser.
Reform af Revisionsretten: Retten er blevet en opgavebaseret organisation
På grundlag af Revisionsrettens strategi for 2013-2017 og som reaktion på Europa-Parlamentets bemærkninger om Revisionsrettens fremtidige rolle og den internationale peerevaluering fra 2014 om vores forvaltningsrevision besluttede Revisionsretten at ændre sin interne organisation. Reformen byggede på fire principper:
- Smidig tilpasning til et miljø, der hurtigt ændrer sig
- Fleksibel tildeling af ressourcer til prioriterede revisionsopgaver
- Levering af rettidige produkter
- Bedre kommunikation om vores rolle og arbejde
Reformen trådte i kraft den 1. januar 2016.
Links