Det første møde mellem formændene for OR i EU (dengang EØF) blev afholdt i 1960. Siden da har formændene for OR samarbejdet i Kontaktkomitéen, der fungerer som et forum for debat om spørgsmål af fælles interesse. Da egne indtægter blev indført til finansiering af EU-budgettet sidst i 1960'erne, og Europa-Parlamentet dermed fik en større rolle i budgetspørgsmål, blev det stadig tydeligere, at EU havde behov for et uafhængigt organ for ekstern revision. Kontaktkomitéen bidrog til indførelsen af Revisionsretten og til kodificeringen af dens beføjelser i Bruxellestraktaten i 1975, hvad der førte til, at Revisionsretten blev oprettet i 1977. Kontaktkomitéen opfordrede Revisionsretten til at træde ind i komitéen i 1978 som dens 10. medlem.

Integrationen i Europa har udviklet sig siden Romtraktaten, og det har Kontaktkomitéens funktion også. I årenes løb er samarbejdet mellem OR i EU-medlemsstaterne og Revisionsretten blevet mere organiseret og institutionaliseret. Det afspejles også i de europæiske traktater, hvor der gradvis er blevet henvist mere eksplicit til et sådant samarbejde.

I sin oprindelige form fastsatte EF-traktaten, at Revisionsretten skulle foretage sin revision i "forbindelse" med OR i medlemsstaterne*, mens Amsterdamtraktaten senere tilføjede, at "Revisionsretten og medlemsstaternes revisionsinstitutioner skal samarbejde på grundlag af tillid, men samtidig således, at de bevarer deres uafhængighed". Senere igen opfordredes Revisionsretten i Nicetraktaten, erklæring 18 i slutakten, til at nedsætte et kontaktudvalg med OR i medlemsstaterne (som i virkeligheden allerede fandtes)**.

Samarbejdet mellem EU-medlemsstaternes OR og Revisionsretten er imidlertid ikke udelukkende en juridisk forpligtelse, men snarere en praktisk nødvendighed, som skyldes, at fællesskabsforvaltningen og de nationale forvaltninger er blevet stadig tættere forbundet. Den omfattende decentralisering af forvaltningen af EU's budget til de nationale myndigheder i medlemsstaterne og i modtagerlandene har bevirket, at tyngdepunktet i revisionen af EU's midler har flyttet sig til disse lande. Som følge heraf indførte traktaten et retsgrundlag for samarbejde mellem Revisionsretten og de nationale overordnede revisionsorganer eller andre kompetente nationale revisionsorganer. I praksis yder de nationale overordnede revisionsorganer lokalt praktisk og logistisk støtte til Revisionsrettens revisorer og forsyner dem med specifik viden om det reviderede område.