Den Europæiske Revisionsret har indledt en revision for at vurdere, om Europa-Kommissionen
på effektiv vis har sikret rettighederne for borgere, der rejste med fly eller bestilte flyrejser
under coronaviruskrisen. Revisorerne vil undersøge, om de nuværende regler om
flypassagerers rettigheder er hensigtsmæssige og tilstrækkeligt robuste til at klare en sådan
krise. De vil kontrollere, hvorvidt Kommissionen overvågede, om flypassagerers rettigheder
blev overholdt under pandemien, og om den traf foranstaltninger i overensstemmelse hermed.
Revisorerne vil endvidere vurdere, om medlemsstaterne tog hensyn til flypassagerers
rettigheder, når de ydede krisehjælp i form af statsstøtte til rejse- og transportindustrien.
"Under covid-19-krisen har EU og medlemsstaterne været nødt til at finde en balance mellem at
beskytte flypassagerers rettigheder og støtte kriseramte flyselskaber," siger
Annemie Turtelboom, det medlem af Revisionsretten, der leder revisionen. "Gennem vores
revision vil vi kontrollere, at rettighederne for millioner af flypassagerer i EU ikke blev skadet
indirekte i kampen for at redde de kriseramte flyselskaber."