Europa-Kommissionen har ikke udnyttet potentialet for at anvende big data til analyse og udformning af EU's fælles landbrugspolitik, siger Den Europæiske Revisionsret i dag i en særberetning. Kommissionen råder over store mængder data, der kan bruges til at udforme, overvåge og evaluere landbrugspolitikken, men nogle af de oplysninger, som er afgørende for en velinformeret politikudformning på EU-niveau, leveres ikke af de aktuelle værktøjer og data. Kommissionen har derfor ikke oplysninger nok til omfattende behovs- og effektvurderinger i forbindelse med landbrugspolitikken.
Den fælles landbrugspolitik tegner sig for over en tredjedel af EU-budgettet - 408 milliarder euro i perioden 2014-2020 - og gør det muligt for Kommissionen at støtte medlemsstaternes arbejde med at opfylde (ofte indbyrdes forbundne) mål vedrørende alt fra sikring af fødevareproduktion og styrkelse af miljøbeskyttelse til bevarelse af landbrugernes indkomstmuligheder og udvikling af landdistrikter. Til at afgøre, om dens politikinstrumenter effektivt opfylder disse mål, har Kommissionen brug for data fra forskellige kilder, så den kan fastslå årsagssammenhænge mellem landbrugspolitikkens foranstaltninger og deres resultater.
"Data danner basis for al forsvarlig politikudformning, og big data er ved at blive den gyldne standard på landbrugsområdet," siger Joëlle Elvinger, det medlem af Revisionsretten, der er ansvarligt for beretningen. "Europa-Kommissionen bør styrke sin dataanalyse og i højere grad udnytte potentialet i big data, så den kan analysere den fælles landbrugspolitik på et bredt datagrundlag."